Ordensregler, herunder disciplinære foranstaltninger, og øvrige regler

CBS’ ORDENSREGLER OG REGLER FOR AKADEMISK REDELIGHED, HERUNDER DISCIPLINÆRE FORANSTALTNINGER

I medfør af § 14, stk. 9, i lovbekendtgørelse nr. 778 af 7. august 2019 – Universitetsloven, § 9 i Bekendtgørelse nr. 22 af 9. januar 2020 om eksamen og censur ved universitetsuddannelser (eksamensbekendtgørelsen) og § 37 i Bekendtgørelse nr. 35 af 13. januar 2022 om adgang til universitetsuddannelser tilrettelagt på heltid (adgangsbekendtgørelsen) fastsættes følgende reglement:

§ 1. Reglerne gælder for alle studerende indskrevet på CBS’ bachelor-, kandidat-, diplom-, master, akademiske overbygningsuddannelser og PhD-uddannelser, herunder udvekslingsstuderende, meritstuderende og tompladsstuderende.
Stk. 2. Bestemmelsen i § 5 gælder endvidere for ansøgere til CBS’ bachelor- og kandidatuddannelser.

§ 2. Reglerne vedrører den adfærd, såvel faktiske handlinger som undladelser, som studerende i henhold til § 1, udviser.

Afsnit I
Ordensregler

§ 3. Den studerende skal under sit studium ved CBS optræde hensynsfuldt og ordentligt over for andre studerende og ansatte. Dette indebærer, at mobning og/eller chikanerende adfærd over for andre studerende og/eller ansatte vil blive betragtet som overtrædelse af ordensreglerne.
Stk. 2. Den studerende har pligt til at tage hensyn til CBS ejendom, bygninger og øvrige ejendele, når vedkommende færdes på CBS, samt ved anvendelse af IT-udstyr og digitale platforme, der stilles til rådighed af CBS. Dette indebærer blandt andet, at støjende adfærd, spisning og indtagelse af drikkevarer, rygning m.v. ikke må finde sted på måder eller steder, hvor det medfører ulempe for andre.
Stk. 3. Den studerende skal overholde enhver regel, der fastsættes af CBS, herunder ordens- og sikkerhedsforskrifter, uanset om de er formuleret som generelle regler, i “husregler”, på opslag eller ved skiltning.
Stk. 4. Den studerende skal agere og optræde hensynsfuldt og ordentligt i situationer, hvor den studerende helt eller delvist repræsenterer eller optræder på vegne af/i tilknytning til CBS (f.eks. under projektarbejde eller internships i virksomheder, konferencer og case competitions), således at CBS’ omdømme og/eller samarbejdsrelationer ikke lider skade.

§ 4. De studerende har pligt til at rette sig efter anvisninger og påbud fra ansatte på eller af CBS om overholdelse af de regler, der er nævnt i § 3.
Stk. 2. Den studerende skal på forlangende fremvise studiekort eller andet identifikationsbevis med billede.

Oplysningspligt

§ 5. Ansøgere til bachelor- og kandidatuddannelser skal oplyse om og søge merit for beståede uddannelseselementer fra tidligere uafsluttede uddannelsesforløb på samme niveau. Afgivelse af urigtige eller mangelfulde oplysninger om sådanne beståede uddannelseselementer sanktioneres efter bestemmelserne i afsnit II om disciplinære foranstaltninger.

§ 6. Studerende, der i forbindelse med at de ønsker at gennemføre uddannelseselementer ved en anden uddannelsesinstitution, har fået godkendt forhånds merit, har pligt til, når de forhåndsmeriterede uddannelseselementer er gennemført, at fremsende den fornødne dokumentation for, hvorvidt de pågældende uddannelseselementer er bestået eller ej, til CBS. Afgivelse af bevidst urigtige eller mangelfulde oplysninger herom kan sanktioneres efter bestemmelserne i afsnit II om disciplinære foranstaltninger.

Akademisk redelighed

§ 7. Studerende på CBS er forpligtet til at overholde de almindelige regler for akademisk redelighed, jf. bilag 1, samt stk. 2-5.
Stk. 2. Det er ikke tilladt at skaffe sig eller give en anden eksaminand uretmæssig hjælp til besvarelse af en opgave eller at medbringe eller benytte ikke-tilladte hjælpemidler under en prøve, herunder hjemmeprøver.
Stk. 3. Det er ikke tilladt at udgive en andens arbejde (tekster, ideer eller produkter) for sit eget. Anvendelse af andres arbejde må kun ske med tydelig angivelse af kilden ved anvendelse af kildehenvisning og citationsformatering eller citationstegn. Dette indebærer, at der ikke må samarbejdes underprøver, der er individuelle.
Stk. 4. Det er ikke tilladt at aflevere eget tidligere bedømt, publiceret eller annulleret arbejde uden oplysning herom.
Stk. 5. Det er ikke tilladt at forfalske data, dokumenter eller lignende.

Afsnit II
Disciplinære foranstaltninger

§ 8. Ved overtrædelse af reglerne i §§ 3-7 kan de i §§ 9-14 fastsatte sanktioner anvendes enkeltvis eller kombineret.

§ 9. Den studerende kan bortvises fra eksamen. En bortvisning fra eksamen indebærer, at den studerende ikke får bedømt sin eksamensopgave, og at den studerende har brugt et eksamensforsøg.

§ 10. Den studerende kan bortvises fra universitetet. En bortvisning fra universitetet indebærer, at den studerende skal forlade CBS’ område øjeblikkeligt.

§ 11. Den studerende kan tildeles en skriftlig advarsel. En skriftlig advarsel indebærer, at der sker en registrering af forholdet på den studerendes sag i CBS’ administrative system.

§ 12. Den studerende kan få annulleret en afleveret opgave/præstation. En annullering indebærer, at opgaven/præstationen ikke bliver bedømt, og at den studerende har brugt et eksamensforsøg. En annullering af en allerede meddelt karakter indebærer, at karakteren tilbagekaldes, og at den studerende har brugt et eksamensforsøg.

§ 13. Den studerende kan tildeles eksamenskarantæne. En eksamenskarantæne indebærer, at den studerende ikke kan tilmelde sig eller deltage i eksaminer og eksamensrelaterede aktiviteter i den periode, karantænen løber. Den studerende kan fortsat deltage i almindelig undervisning. Den studerende vil ikke kunne få merit for eksaminer bestået ved andre universiteter i eksamenskarantæneperioden. Dette gælder uanset om der foreligger et forhåndstilsagn om merit afgivet forud for karantæneperioden.

§ 14. Den studerende kan blive midlertidigt eller permanent relegeret. Relegation indebærer, at den studerende er udelukket fra alle aktiviteter på CBS, herunder al deltagelse i undervisning og eksamen midlertidigt eller permanent. Relegation kan kun finde sted, hvis rektor finder det nødvendigt af hensyn til CBS’ uforstyrrede funktion, CBS’ omdømme i offentligheden eller samfundets tillid til de eksaminer, der aflægges ved universitetet, eller hvor der forsætligt er afgivet urigtige eller mangelfulde oplysninger, jf. § 5 og 6.

§ 15. Ved fastsættelse af sanktion vil det indgå som en skærpende omstændighed, såfremt der er tale om gentagelsestilfælde.

Procedure

§ 16. Ved overtrædelse af regler §§ 3-7 skal der ske indberetning til rektor.

§ 17. Ansatte ved CBS og eksamenstilsyn kan bortvise en studerende fra en eksamen, jfr. § 9, eller fra universitetet, jfr. § 10, hvis de bekendtgjorte regler for eksamen eller CBS’ ordensregler ikke overholdes og/eller hvis den studerendes adfærd eller forsøg på eksamenssnyd forstyrrer god ro og orden ved eksaminationen. Umiddelbart efter bortvisningen indgives en skriftlig indberetning til rektor, der herefter træffer afgørelse i sagen.

§ 18. I de tilfælde hvor der er formodning om, at den studerende har overtrådt reglerne for akademisk redelighed, jfr. § 7, skal eksamen gennemføres, jf. dog stk. 2, og bedømmelsen foretages som normalt, men karakteren tilbageholdes, indtil rektor har truffet sin afgørelse.
Stk. 2. I tilfælde, hvor bedømmerne anser det for helt uomtvisteligt og bevisligt, at der er tale om plagiat, kan de foreholde den studerende dette. Såfremt den studerende herefter erkender forholdet, kan man undlade at gennemføre eksaminationen, hvis den studerende udtrykkeligt erklærer sig indforstået hermed. Tilsvarende forholdes, såfremt den studerende umiddelbart ved eksamensstart selv oplyser herom. Sker dette undervejs i eksaminationen kan denne afbrydes, hvis den studerende udtrykkeligt erklærer sig indforstået hermed.

§ 19. Indberetning af tilfælde omfattet af § 3 og § 7 foretages af den/de person(er), der har registeret den formodede overtrædelse. Har eksamenstilsynet registreret et forsøg på overtrædelse af § 7, skal forholdet forelægges studieleder/fagansvarlig, der foretager en indberetning til rektor.

§ 20. Indberetningen skal indeholde en grundig beskrivelse af den formodede overtrædelse og dokumentation herfor. Indberetningen danner herefter grundlag for en partshøring af den/de involverede studerende.

Klage over rektors afgørelse

§ 21. Rektors afgørelse kan, for så vidt angår retlige forhold, indbringes for Uddannelses- og Forskningsstyrelsen.
Stk. 2. Fristen for at klage over afgørelsen er 2 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den studerende.
Stk. 3. Klagen skal stiles til Uddannelses- og Forskningsstyrelsen, men skal indsendes til CBS Legal pr. e-mail legal@cbs.dk eller til CBS Legal, Solbjerg Plads 3, 2000 Frederiksberg. CBS kan herefter afgive en udtalelse, som den studerende i givet fald skal have mulighed for at kommentere inden for en frist på mindst 1 uge. CBS sender herefter klagen, evt. udtalelse fra CBS, den studerendes eventuelle kommentarer hertil samt sagens akter til styrelsen.

Copenhagen Business School, marts 2022


Inger Askehave
Prorektor/Konstitueret rektor

Bilag 1: Akademisk redelighed og uredelighed
Akademisk redelighed er bredt accepterede normer for akademisk opførsel og hæderlighed.

CBS forventer af alle studerende, at deres faglige arbejder er deres egne, og at de er baseret på akademisk redelighed.

Såfremt andres materiale eller egne tidligere bedømte/annullerede arbejder anvendes, skal kilden angives efter de retningslinjer, der gælder for den pågældende prøve. Det skal altid være muligt at kontrollere anvendelsen og gengivelsen af kilden, og kildens forfatter(e) skal altid tildeles den akademiske anerkendelse, der tilkommer forfatteren/forfatterne.

En korrekt kildeangivelse kunne f.eks. være, at forfatterens/forfatternes navn, værkets titel, udgivelsesår samt sidetal angives enten i parentes efter det tekstafsnit, hvori kilden anvendes, eller ved hjælp af en slut- eller fodnote.

Endvidere skal værket fremgå af den samlede kildefortegnelse.

Citater fra andres arbejde skal, uanset omfang, altid anføres med kildeangivelse og citationstegn eller en formatering, der tydeligt afviger fra formateringen af egen tekst (f.eks. indrykket og med kursiv).

Overtrædelse af normerne for akademisk redelighed er uetisk og ensbetydende med akademisk uredelighed.

Akademisk uredelighed foreligger, når en studerende eller en gruppe af studerende ved forfalskning, plagiering/afskrift, fortielse, samarbejde om individuelle skriftlige opgaver eller på lignende måde vildleder om egen indsats og resultater.

Følgende er eksempler på akademisk uredelighed:

  • Forsøg på at tage æren for andres arbejde uden deres samtykke og uden kildeangivelse
  • Anvendelse af andres ideer eller ord uden autorisation og uden korrekt anvendelse af citationsformattering/citationstegn og kildeangivelse
  • Forfalskning, fabrikation eller uoplyst selektion/kassation af data, dokumenter eller lignende
  • Hjælp til andre med ovenstående
  • Medbringelse af ikke-tilladte hjælpemidler til en eksamen
  • Give eller modtage hjælp til løsning af eksamensopgaver, herunder samarbejde om individuelle eksamensopgaver.

Under følgende links kan du finde vejledninger i forbindelse med akademisk redelighed:
Stop plagiat nu: http://stopplagiat.nu
“Referér korrekt”: http://arkiv.iva.ku.dk/tutorials/referencer/om.htm (på dansk) Skov, A. (2000). Referér korrekt: Om udarbejdelse af bibliografiske referencer. København: Danmarks Biblioteksskole.

San José State University Plagieringstutorial: https://libguides.sjsu.edu/plagiarism (på engelsk) Jackson, P. et.al. (2004). Plagiarism: The Crime of Intellectual Kidnapping. San José University Library.

På CBSShare finder eksaminator information om indberetning af formodet plagiat (snyd ved eksamen).

REGLER FOR OPHÆNG AF PLAKATER PÅ CBS I FORBINDELSE MED VALGKAMP

Reglerne skal sikre at bygningerne ikke lider overlast i forbindelse med ophængning af plakater, at CBS’ bygninger fremtræder som et seriøst uddannelsessted og en arbejdsplads med et professionelt præg, samt at kandidaterne får ens og fair vilkår i deres valgkamp.

CBS’ studerende, medarbejdere og organisationer kan ophænge plakater og streamers efter nedenstående retningslinjer. Plakater, streamers eller tryksager herudover må ikke opsættes uden særlig aftale med Campus Services.

Ophæng i strid med reglerne medfører repressalier i overensstemmelse med CBS’ ordensregler.

Generelle vilkår:
Plakater og streamers kan opsættes på de frie opslagstavler. Bemærk at indholdet normalt fjernes 1 gang månedligt. Derudover kan der frit benyttes A-skilte og roll-ups i et rimeligt antal.

Endelig kan der sættes bannere hen over vandrehallen i SP.

Plakater mv. må ikke opsættes på eller i:

  • Undervisningslokaler
  • Vinduer
  • Glaspartier
  • Døre
  • Toiletter
  • Elevatorer
  • Balkoner i Kilen

Nedtagning

  • Plakater og streamers nedtages umiddelbart efter de er blevet uaktuelle
  • Mærker forårsaget af opsætning skal fjernes

Særlige forhold i valgperioden
I forbindelse med valgkamp kan der normalt opsættes plakater sidste åbningsdag før valgugen, dvs. fra fredag kl. 12 i KI, PH og DH og søndag kl.12 i SP.

Derudover gælder det, at:

  • Hver studenterorganisation kan i afstemningsugen opstille valgbord(e) i forhallen på Solbjerg Plads, Kilen, Porcelænshaven og Dalgas Have. Opstillingsplads anvises af Campus Services.
  • Der må alene udskænkes ikke-alkoholiske drikke.
  • CBS opfordrer alle til ikke at gå i direkte konkurrence med kantinen ift. servering af mad og drikkevarer.
  • Valgplakater må i omfang ikke være større end 140 x 85 cm.
  • Alle valgplakater og streamers skal nedtages af organisationerne senest førstkommende mandag efter valgugen.

Venlig hilsen
René Steffensen / Anders Jonas Pedersen
Campusdirektør / Sektretær for valgstyrelsen

CBS’ valgregler er tilgængelige på cbs.dk. [link findes ikke endnu – afvent oprettelse af menupunkt og upload af valgregler]